search

Kaliumdichromat

Kaliumdichromat er faremærket med faresymbolet Tx, der betyder "Meget giftigt" og er af denne grund forbudt at anvende i folkeskolen, ligesom stoffet kun bør håndteres under helt specielle forhold i andre situationer.

Tidligere har kaliumdichromat været meget anvendt som oxidationsmiddel i mange kemiske reaktioner i industrien og laboratorierne, men anvendes nu i langt mindre omfang pga. stoffet giftige og kræftfremkaldende egenskaber i selv små doser. Som alternativt oxidationsmiddel kan kaliumpermanganat (KMnO4) ofte anvendes, selvom denne typisk er at opfatte som et lidt svagere af slagsen. Opvarmning kan ofte kompensere herfor.

I folkeskolens lærebøger foreslås stadig ofte brugen af kaliumdichromat, hvilket som anført ovenstående ikke er hensigtsmæssigt. Man kan dog næsten altid illustrere de ønskede principper på anden vis ved enten at anvende en anden analyseform, hvor man måler andre parametre, eller ved at substituere med mindre farlige stoffer.  

Kaliumdichromat i batterier/elementer

Det foreslås at tilsætte kaliumdichromat når man fremstiller galvaniske ellementer, men dette er ikke nødvendigt. Det forlænger bare anodens levetid. En hurtig søgning på Internettet bragte fx følgende sider for dagen om galvaniske celler #1 og galvaniske celler #2

Bestemmelse af saltindholdet i havvand

Et klassisk forsøg i grundskolen er bestemmelse af saltkoncentrationen i havvand eller fødevarer udført som en Mohr titrering. I denne titrering titreres med (overskud af) sølvioner (fra sølvnitratopløsning), der reagerer med chloridionerne (fra "saltet") under dannelse af tungtopløseligt sølvchlorid. Chromationen anvendes her som indikator, idet overskydende sølvioner danner det farvede, tungtopløselige sølvchromat. 

I virkeligheden er det næsten bare dovenskab at anvende kaliumchromat som indikator for, hvordan titreringen er løbet til ende. Man kunne også titrere til man med sikkerhed har tilsat overskud af sølvioner (evt. bedømt visuelt), og derefter bestemme saltindholdet ved at (suge)filtrere bundfaldet fra, tørre det og til slut veje det og sammenligne med en standardrække (det vil sige tilsvarende forsøg udført med en stribe opløsninger med velkendt saltkoncentration som man bagefter kan bruge til på en graf at plotte vægt som funktion af koncentration). Se fx denne forsøgsbeskrivelse.

Saltskoncentrationen kan dog også bestemmes på anden vis fx ved inddampning af afvejde mængder saltvand og efterfølgende sammenligning med en standardrække. Man kan også anvende densiteten af saltopløsningen til at bestemme saltindholdet. Igen kan koncentrationen bestemmes ud fra en standardrække med velkendt saltkoncentration.

keyboard_arrow_up